Regionsvalget

Thomas Baark

Kandidat til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune

Levende byer i hele kommunen
Jeg vil gerne flytte fokus ud i landsbyerne og på “De Gamle Rådhus Byer”. Vi havde tidligere en række kommuner, med rådhuse, med børnehaver, skoler, med liv. Men i stordriftens navn skulle dette ændres. Jeg vil gerne bekæmpe affolkningen af områderne uden for Nykøbing. Det skal være attraktivt at bosætte sig som børnefamilie i hele kommunen. 

Men hvordan?
Hvis en by ikke har daginstitutioner eller skoler, kan vi ikke forvente at unge familier vil bosætte sig dér, da der reelt er tale om en by under afvikling. Så vi må allerede nu åbent diskutere den planlagte affolkning af landområderne. Er det der, vi vil hen? Jeg siger nej. Vi skal værne om lokalsamfundene, og sørge for at der også er en næste generation derude. 

En ny tilgang til den grønne omstilling
Den grønne omstilling er en bunden opgave. Dels har vi som land forpligtet os til at reducere vores CO2-udledning, men vi har også et moralsk ansvar mht. den verden vi efterlader til de næste generationer. Vi skal producere grøn strøm. Og de to store spillere er vind og sol. Men skal vi plastre hele landskabet til med vindmøller og solceller. Svaret er et entydigt nej, men også ja… Men hvordan nu det? Først og fremmest skal vi satse på flere, mindre anlæg og ikke enkelte store. En decentral tilgang, som fører til større robusthed i vores energiforsyning, samt åbner op for lokale energi-fællesskaber. 

Det gode børneliv
Jeg vil ikke komme med bombastiske løfter om “Danmarks bedste folkeskoler” målt på karaktergennemsnit. At jeg på magisk vis kan løfte vores daginstitutioner og skoler op i verdensklasse. Til gengæld vil jeg kæmpe for at antallet af børn som mistrives, falder drastisk. At børn med behov for hjælp får den. At vi lader dem med den rette uddannelse fortælle os politikere, hvad der er det rette at gøre. Vi skal se på om vores skoledistrikter giver mening. Og ikke mindst om kommunens strategi med at centralisere kræfterne i de større byer, ikke indirekte medfører en affolkning af kommunen.

Thomas stiller også op til regionsvalget. Læs mere her >>